Apollo Chania

Allerede på rejselederuddannelsen havde jeg sat mig et mål. Jeg ville være den bedste guide, der havde været på Kreta.

Det blev ikke en flyvende start. Min spæde debut som rejseleder foregik i en græsk dobbeldækker bus fyldt med svenskere kl. 3.30 om natten. Allerforrest stod en meget nervøs ung dansk guide og rystede som et espeløv.

"Jaah, ny måsta vi ta oss ut på lufthamnen. Komm ihåg Eran boardingkort. Tack."
Deres øjne sagde det hele. Dyb fortvivlelse. Og allerbagest i øjenkrogen, en lille skjult glæde over at skulle hjem fra ferieøen og mest af alt, langt langt væk fra dumme danske guider, der prøver at snakke svensk.

Det blev dog bedre, selv mit svenske. Det er utroligt så hurtigt, man vokser med opgaven. I mit tilfælde var der ikke rigtig nogen vej udenom. To gæstedødsfald inden for den første måned og så var der ligesom tændt for den virkelige verden.

At finde grænsen mellem støttende empati og personlig effektivitet er ikke bare en nødvendighed, det er et krav.
Lig så dertil alle de kendte klassikere; konfliktløsning, professionalisme og stærk fokus på gæstens behov. Plus selvfølgelig diverse charter-paphatte som i strid strøm tester din dedikation til jobbet.

Jeg trænede hver dag i at blive bedre. Alle fridage blev brugt til udforskning af øen og ikke reparation af tømmermænd som mange af kollegaerne. I mine øjne gjaldt det om at være mindst to skridt foran gæsten og altid have mulige løsninger klar.

Der skal altid væe plads til at lave fejl, men det vigtigste er at lære af dem og være endnu bedre klædt på næste gang. Endnu skarpere.

Den indstilling var en af de vigtigste ting jeg havde med hjem i kufferten fra Chania.

Tilbage til CV

Se Anbefaling