Rejselederuddannelsen

1999 sad jeg i et fly på vej til Barcalona og var skræmt fra vid og sans. Forude lå en måneds intensiv tour-de-force slalom gennem rejselederbranchen og dens mange faldgruber. Men det var nu ikke det, jeg var bange for. Det var mere de mennesker, jeg skulle være sammen med.

Fordomme om guider er der nok af, og jeg skal ærligt indrømme, der godt kan være noget om snakken. Selvprofilerende, højtrøstede og stordrikkende var bare nogle af mine bange anelser.

Jeg skal så også være den første til at indrømme at jeg tog grueligt fejl. Mage til selvopofrende, lyttende og hjælpsomme mennesker, skal man vist på guideskole for at finde. Det her var ikke for sjov. Heldigvis.

Skolen blev kørt professionelt og benhårdt. Altid for øje at gøre os bedre. Jo mere man investerede, jo mere fik man igen. Det overrasker mig tit, hvor meget man egentlig kan rykke sig på en enkelt måned.

Men at tale foran 200 mennesker i 20 minutter, skabe orden i kaos på fire sekunder og altid have tid selvom du har drøntravlt flytter immervæk nogle hegnspæle.
Det er en kamp at vokse sig større, end man er. Men en kamp værd at kæmpe. Grundig forberedelse og tro på egne evner er den eneste redningskrans, du kan klamre dig til.

I flyet hjem var jeg ikke skræmt. Der var jeg målrettet. Jeg ville være den bedste rejseleder.


Tilbage til CV