www.DenStoreTur.dk

THAILAND – BANGKOK. Så er det snart slut. Pad Thai og Tom Ka Gai bliver skiftet ud for leverpostej, rugbrød og mælk. Vi vender tilbage med 350 siders skrivning, lidt flere fregner kameraet fuld at pixels. Så tryk på fiskene og se de sidste skud fra Thailand.

Sidste år lukkede yellow-shirts lufthavnen ved at sidde på deres flade, i år er der netop nu en 100.000 mennesker stor protestdemonstration igang, dog i år i røde trøjer – de er stadigvæk utiilfredse, men over noget andet. Så længe de ikke lukker lufthavnen, kan de råbe alt det de vil. Tak for denne gang.

THAILAND – PHUKET. Når de holder marked i Thailand, så er det ikke et eller andet halvhjertet dyreskue med de lokale bøverter ude på en mudret pløjemark. Skal der være marked herovre, så lad der være marked. Med en milliard mennesker, dybstegte maddiker og en ægte dødsdrom som i de gode gamle dage, hvor døden var en kær legekammerat. Tryk på billedet for at se mere.

THAILAND – PHUKET. Hver dag når vi spytter i siliconemasken og stikker en gummislange i munden, opdager vi en ny forunderlig verden. For lige ude på baghave-revet ligger nemlig et parallelt univers fyldt med gulplettede japanske kirurgfisk, nemo-klovnefisk, sommefuglefisk, sort-hvide meterlange moræner og kæmpe stimer af alskens andet fantastisk, men her den anden dag, var noget helt specielt.

Ved et svineheld opdagede Rasmus en Sepia-blæksprutte, der var ved at hænge sine befrugtede æg på en koral, og den blinkende krop blev studeret fra alle vinkler. Og filmet.

Efterfølgende fik vi klippet en drømmende sekvens sammen, en fantasi fra en anden verden, der brister som en boble, det øjeblik vandet brydes. Plop – tilbage i virkelighedens tyngdefelt efter en flyvende tur uden grænser.

Så tryk på youtube videoen herunder, hvis du altid gerne har ville se en svævende Ib Michael danse undervandsballet med en gravid-blinkende blæksprutte.

THAILAND – KRABI. Kalksten og solnedgange, hånd i hånd, Krabi er ferie uden bånd. Øl i svælget, sand på tå, livet må leves på må og få. En fisker i båden, klatrer på ferien, tryk på billedet og se hele serien.

THAILAND – PHI PHI. Phi Phi er Thailands synkende mekka. Synkende fordi alle der på et eller andet tidspunkt i rejselivet har lagt vejen forbi, ruller med øjnene og siger standardfraser som:

‘Det er jo ikke, hvad det har været. Her er overrendt. Turisterne har ødelagt det hele. Neeej, tag du hellere til (indsæt selv bizart Thailandsk navn, som ingen kan udtale, og endnu færre huske, ala – Koh Ya Sam Bibak Salamin)’. Og så videre og så videre.

Og Phi Phi er mekka for præcis samme grund. Alle unge opdagelsesrejsende, der er ude og finde sig selv, lægger også vejen forbi øerne, og mens de sætter en proppet rygsæk fra sig med den ene hånd, samler de den myteomspåndne ‘bucket’ op med den anden.

For de uinvidede i denne verden af ungdommelig dødsdruk, er en bucket såmænd en spand, man køber for omkring 30 kroner, og indeholder – foruden nattens lystfulde rus – en halv liter dårlig whiskey, en lunken cola og en red bull eller anden stimulans, der kan kvæle smagen.

Tøm spanden og du får en aften i de dansende neonlys, du aldrig vil glemme. Altså symbolsk set, i virkeligheden han du ikke huske en skid. (Hvilket nogle gange kan være meget godt).

Eftersom vi fik glæden af besøg af Louise og Malou, søster plus søsters veninde og begge 20, var Phi Phi et perfekt stop med mindeværdige højdepunkter i kronologisk rækkefølge.

Camillas søster løb så ivrig efter pandekage, at hun tabte en negl på den ene tå. Camilla selv havde fået det store selvtillid med i byen, og bestilte frejdigt bucket nummer to, for at vise de unge, at mor skam kan endnu. En time senere sad hun hjemme på terrassen, faldet i søvn i en plasticstol. Næste dag havde hun, foruden et dunkende hoved, præcis 37 myggestik diverse steder på kroppen. Hun talte.

Malou blev bidt af en abe og en forvildet svensker fandt en forkert seng. Sidste to hændelser hænger ikke nødvendigvis sammen.

Træk huen ned over ørene, og tryk på den flyvende dansker for at se billeder fra Phi Phi.

THAILAND – PHUKET. Kan I gætte, hvad vi har købt? Tryk på fisken, læg mærke til elementet og gæt selv. Rigtige svar giver et anerkendende klap på hovedet. 

THAILAND – PHUKET. Det spørgsmål vi har modtaget flest gange på mail er: ‘Jamen, hvad laver I dernede?’ Og det er meget simpelt: Vi står op, spiser, skriver, spiser, skriver, svømmer, skriver, snorkler, læser, løber, spiser, læser, sover.

Tryk på billedet for en dagligdag i Thailand.

MALAYSIA – KUALA LUMPUR. Der er efterhånden udviklet en lille tradition med, at vi skal en tur i køkkenet for at rose kokken. Og det ender tit med, at Rasmus selv får lov til at stå bag gryderne og teste de nylærte erfaringer, men denne gang skulle der godt nok arbejdes for føden.

På Malaysias bedste kinesiske restaurant, Lai Po Heen, serverede de en helt fantastisk ret, som vi efter meget lang charmeoffensiv fik lov til at forsøge os med, men kun på én betingelse.

Chefkokken forlangte, at vi spiste et ‘Centery egg’, før vi blev lukket ind i varmen. Og hvad er så det? Ud over at være en udsøgt delikatesse i Kina, er det nok det mærkeligste, vi har spist indtil videre, og understreger pointen om, at kinesere er syge i hovedet, specielt når det gælder mad.

Historien om ‘Centery Egg’ startede som alle gode historier for mange år siden, da en kinesisk landsby blev invaderet af en fremmed hær. Da indbyggerne så fjenden komme ridende over bakkekammen, gravede de deres andeæg ned under jorden, og forlod deres huse og overgav dermed byen. Fjenden byggede ved et tilfælde en stald lige over de begravede æg, hvor de holdt deres heste, som sked på jorden, som heste nu gør. Nogle måneder senere, red fjenden videre, og indbyggerne vendte tilbage til byen. Og det første de gjorde, var at grave igennem hestelorten og få deres andeæg op igen – for det gør man selvfølgelig, når man er kineser. Og det næste man gør er åbenbart, at pille ægget, konstatere at det er fuldkommen gennemråddent og så spiser man det. Og det er de så blevet ved med lige siden.

Der skulle nogle seriøse overvejelser til, og nogle endnu vildere afvejninger for at måle, om turen i køkkenet var det værd. Det var den. Tungen på vægtskålen var diskussionen om andre mærkelige spisevaner, som vi har i vesten, men bare tilvænnet os, så vi ikke syntes, de er så klamme, som de egentlig er.
Kaviar er rå fiskeæg, gorgonzola er rådden mælk, tartar er råt kød, fois gras er tvangs-opfedet gåselever og et blødkogt æg er vel egentlig ikke andet end et halvkogt semifoster, som kommer fra røven af en menstruerende høne? Men alt det spiser vi med største fornøjelse – fordi vi er vant til det, så hvorfor ikke spise et nedgravet råddent æg, tænkte vi og bed til. Når vi, i meget korte øjeblikke, lykkedes med ikke at tænke på, hvad vi lige havde kommet i munden, men istedet registrerede indtrykkene, så smagte det fuldkommen som et ganske normalt hårdkogt æg, og konsistensen var den samme, lidt gele-agtige bløppende. Ergo, var det mere en mental overvindelse end en smagsmæssig udfordring, og det er måske en meget god lærdom at skrive sig bag øret.

Og således mætte med råddent æg i maven fik Rasmus endelig lov til at kokkerere i det sytten mand store køkken, under kyndig vejledning af de to executive chefs.