www.DenStoreTur.dk

MALAYSIA – KUALA LUMPUR. Og vor lille smuttur viste sig så at blive et luksus visa-run, for hvorfor ikke lave en lille rejseguide til byen, når vi nu var i den?!
Som tænkt så gjort og (lidt for sjov) skrev vi til det 5-stjernede luksushotel Mandarin Oriental, der ligger dør om dør med Petronas Towers, om de ikke ville være med i vores KL guide. Vi regnede egentlig med et grinende nej, men fik sørme et taknemmeligt ja. Der er (heller) ikke så meget gang i økonomien i KL, så de kunne heldigvis for os godt se fidusen i at give et tomt værelse til et par journalister, der skrev en luksusguide til byen.

Så vi gik i bad, tog vores pæne tøj på; altså skjorte, lange bukser og kjole og fløj halvanden time sydpå til lidt sus og dus. Vel ankomne i den gigantiske hall skred vi hen til receptionen for at tjekke ind, men det ville de ikke …
”You don’t check in here. We have a special counter for you”, sagde damen. For vi var jo åbenbart club lounge members, så vi skulle tjekke ind på 24 etage – da ikke her ved pøblen.

På dette tidspunkt var vores mundvige på vej op gennem loftet, og det blev ikke spor værre, da vi trådte ud på 24 etage og blev bedt om at forsyne os med vin, drinks og mad fra buffeten. Gratis naturligvis, for det fulgte jo med i club-værelserne.
Behøver vi sige, at vi lige i det øjeblik var lykkelige. Vi stak herligt meget ud med vores klip-klapper, krøllede skjorte og unge alder, men som Rasmus sagde, mens han pegede på sit lidt sjuskede selv; det er jo sådan her, de rigtig rige ser ud.

Hvorefter han opførte sig som ’en rigtig rig’, tog fejl af en femmer og en halvtredser i den lokale valuta og derfor stak en ung tjener 75 kroner i drikkepenge, fordi denne hentede nogle billardkugler… Resten af opholdet havde vi en dedikeret personlig opvarter, som naturligvis stod vagt ved morgenmadens toaster; klar til at gribe vores ristede brød, når de fløj op og straks levere dem til morgenbordet med et stort buk.

Så fik vi et værelse, på 27 etage. Og vores knap var en af fem guldknapper (de fem øverste etager), alle øvrige 25 etager havde kun en grim grå knap – så der var vi, til vores store fornøjelse, med i den eksklusive klasse igen.
Og sådan her kan en udsigt se ud fra et hotelværelse:

Vi er nu stadig gladere for strandudsigten fra vores lavklasse bungalow, men morsomt var det da, så længe det varede. Nu er kareten atter blevet til et græskar, og det er faktisk meget rart.

MALAYSIA – KUALA LUMPUR. Først en lille forklaring på, hvorfor vi er i Malaysia lige pludselig; Alle danskere må være 30 dage i Thailand kvit og frit, men hvis man skal være her i fire måneder, så skal man have et visum. Og de findes ikke i en firemåneders udgave, men kun i tomåneders versioner. Så vi fik i stedet lov til (af den thailandske ambassade i København) at rejse ind i landet to gange, så vi på den måde fik to gange to måneders lovligt ophold.

Første gang var naturligvis for præcis to måneder siden, da vi landede i Bangkok, og i denne weekend var vi så nødsaget til at lave et visa-run, som det hedder, for at få nye to måneder. Visa-run er et ganske velkendt fænomen i Thailand, hvor man egentlig bare skal over grænsen og tilbage igen. Men vi valgte at gøre begivenheden til en lille ferie i ferien og tog en smuttur til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur – eller KL, som kendere og vi nu kalder den.

Tryk på KL’s vartegn Petronas Towers og se, hvorfor vi så godt kan lide byen.

THAILAND – PHUKET. Den lille restaurant, der hører til vores bungalows, er lidt en treenighed af fiasko. Den er lidt dyrere end andre normale spisesteder, servicen er en del langsommere, men til gengæld – smager maden dårligt.

Der er tre retter, som sniger sig op på hæderlige måltider, resten af menuen minder mere om en lottokupon på en tysk rasteplads, hvor man aldrig helt ved, hvad man får serveret. De ansatte, som i parentes er virkelig søde, men uendelig fodslæbende langsomme og ikke logistisk velfunderede. Utallige gange har vi sat os til morgenmad, bestilt cornflakes med banan og mælk, og ventet fem minutter, ti minutter, inden de vender tilbage til bordet med et sørgelig udtryk mejslet ind i ansigtet.

‘Sorry, noooo cornflakes’. Eller banan. Eller mælk, eller hvad de nu er løbet tør for. Så erfaringen har lært os, grundigt at udspørge dem, om de har tingene – inden vi sætter os til bords. Ja, ja, siger de hver gang, så vi sætter os og bestiller. Og venter fem minutter, ti minutter inden de kommer traskende ud fra køkkenet. ‘Sorry, noooo cornflakes anyway’. Det er et meget hyggeligt lille morgenritual.

Aftensmaden er lidt sværere. De ansatte arbejder nemlig i en slags rotationsprincip, vi ikke kan gennemskue. Det betyder, at det aldrig er den samme kok, der står i køkkenet. Så den ene dag er den ene ret fantastisk, den næste hundeæde – det er som at spille gastronomisk russisk roulette.

Plus det faktum, at man bliver en kende træt at ét menukort, hvis man skal spise det samme i tre måneder har nu givet os en mission. Der ligger en slags hovedgade fem minutters kørsel inde i landet, og den har restauranter liggene som perler på en snor, 50 stykker - og dem skal vi prøve. Hver og en.

Et spændende projekt på alle måder, eftersom udvalget også inkluderer de mere skumle indretninger – som den tyske ‘Stamtisch’ eller den fransk/spanske kaos-fusion ‘Crepe Garden’, som serverer alle tapas i en crepe. Der er det thailandske gadekøkken i form af ‘Cheap Ass’, ohh bare navnet får munden til at løbe, og så er der thai thai stederne, hvor menukorter ser sådan her ud: ส่วนใหญ่ในชีวิตประจำวัน.

Interessant..

THAILAND – PHUKET. I dag kom vi kørende på scooteren, og så lå der pludselig en mand midt på vejen. Han lå på ryggen, med hænderne strakt ud til siden, som lå han og sov i en stor seng. Vi kørte ind til siden, for lige at se, om han var okay. De andre scootere og biler kørte bare uden om ham, nogle gav et lille advarselsdyt, men de fleste lavede et fint lille sving og fortsatte deres tur, rimelig upåvirket.

Der stod vi med vores meget meget kønne hjelme på og overvejede, hvad man gør i sådan en situation, et regulært trafikalt kultursammenstød, da tre damer fra en af restauranterne kom luntende ud på vejen og tog manden i armene. Han var gammel, omkring de 65 og så meget glad ud, da de begyndte at trække ham hen over asfalten. De tre piger grinede hele vejen, han grinede endnu mere, og så begyndte vi også at grine.

De fik sat ham op af muren, hvor han sad og hang ti sekunder før, hvad vi gætter på var hans kone, kom løbende, ualmindelig sur. Med store fagter kørte hendes arme, og hun råbte en masse på thai, som gik meget hurtigt.

Thailand – Phuket. Man skal kende den, for at finde den. Men lige her … blandt palmer, sand og danske forfattere og søfarer ligger vores lille perle af et hotel. Her bader vi, soler vi, sveder vi. Her jagter vi krabber, fløjter med fugle og prøver at gribe flyvende fisk.

Godt nytår. 

Thailand – Phuket. Nu er vi jo et eksotisk sted, og på eksotiske steder følger eksotiske dyr med. Små og STORE.

Vi har dog været heldige. For det er faktisk ganske få kakerlakker, der har krydset vores vej, vi har kun set en enkelt slange, og myggene har valgt andres blodårer indtil videre. Selv de store myrer er begyndt at kravle en anden vej end over vores terrasse.

Og den her basse, på billedet herunder, var heldigvis doa – dead on arrival, da vi fandt den liggende på vores trappetrin. Men stor, det er den godt nok stadig. Yaks.  

THAILAND-PHUKET. Det er egentlig ikke, fordi vi har gået og drømt om kartoffelmad og leverpostej i dagevis. Dertil er det thailandske køkken for lækkert. Men når vi nu alligevel var i Patong, Phukets førende helvede af en feriestrand, så kunne vi jo lige så godt slå et smut forbi et par landsmænd i sidegaderne. N’est pas?

Første mand hed Pau og ejer Rottehullet. Jo, det hedder den rent faktisk, baren, som ligger klemt inde mellem tyske, svenske og norske udskænkningssteder i Soi Viking (yep, det er det opfindsomme ‘lokale’ navn). Men han havde kun en øl, ingen mad, så han dirigerede os fluks videre til det danske flagskib i Patong: Rundetårn.

Resturanten, som med danske flag, kurvestole, spegesild og Ekstra Bladet, er så dansk, at Christian den 4. såmænd også godt kunne have bygget denne version. Stamsted bliver det nok ikke hos os, men gode kartoffelmader, det får man dæleme. Med purløg, majonæse (som man nu må stave det) og ovenpå rugbrød.

THAILAND – PHUKET. Fra alle os til alle jer:

Tillykke med den hvide jul. Den kan vi godt være en smule misundelige på, selv om livet i Østen er godt og lunt.