7. september 1979 var jeg meget tæt på at dø. En bestialsk strubehoste, sendte mig i ilttelt på Hørsholm sygehus natten over, svævende mellem denne og en anden verden. Jeg var ved at tjekke ud, allerede inden jeg havde pakket mine kufferter ud.

Heldigvis åndende mine forældre dagen efter lettet op, og strubehosten gik efterhånden i sig selv igen. Selom jeg ikke kan huske noget af det, har historien givet mig en grundlæggende respekt for livet og alt hvad det er værd.

Hvad jeg derimod kan huske, er en fantastisk barndom. Masser af syltetøjsmadder på lunt friskbagt franskbrød og bare tæer i det nyslåede sommergræs.

De siger jeg var en glad dreng. Og nysgerrig. Jeg kan bare huske, at jeg overhovedet ikke var spor glad, når far kom ind kl. meget sent og tog mit Illustrerede Videnskab, slukkede lyset, kyssede mig på panden og sagde - "nu sover vi altså."

Det kan godt være de gjorde, jeg læste videre under dynen.

Sådan er det stadigvæk. Den naturlige begestring for at tillære mig ny viden har kostet mig mange nattetimer. Jeg ser det som en gave at turde lade sig rive med, lade sig imponere, lade engagementet skinne igennem.

Jeg tror på muligheder. Tror på, vi kan, hvad vi vil. På frit valg på alle hylder. Det skal mærkes, at man lever.

Vi kan altid selv vælge, hvilken vej vi vil gå. Der er én, og kun én, der vælger den vej for os.

Og det er heldigvis os selv.